Peter Schaufuss

Peter Schaufuss
Som syvårig blev Peter Schaufuss optaget på det Kongelige Teaters Balletskole og fik der senere sin uddannelse, hvor han fik en forrygende debut i Don Quixote-pas de deux'en.

I 1967 tog den talentfulde unge danser et år til Canada. Efter en tur tilbage på Det kongelige Teater var Peter Schaufuss siden 1970 ansat i 25 år ved udenlandske balletkompagnier.

De første fire år som Første solodanser ved London Festival Ballet, senere drog Peter Schaufuss til New York, først tre år i New York City Ballet, dernæst American Ballet Teatre. Derfra gik turen til Toronto til National Ballet of Canada.
I 1973 vandt Peter Schaufuss førsteprisen i den berømte balletkonkurrence i Moskva og verden lå åben for hans fødder. Alle ville gerne opleve denne usædvanlige og eftertragtede danser. Det blev til nogle år med mange rejser, bl.a. til Deutsche Oper i Berlin, Hamborg Ballet, Pariseroperaen, Bolsjoj, Royal Ballet, San Francisco Balletten, Wiener Statsopera og mange andre steder i verden. Han var også en populær gæst på Det Kongelige Teater i København.

Peter Schaufuss var en brillant teknisk dygtig og meget musikalsk danser, fuld af sensualitet, charme og elegance. Han fyldte på scenen med sit temperament og sin store livsglæde. Med sin store energi og selvdisciplin fik han hver bevægelse til at se legende let ud. Han blev kaldt "Ballettens Pavarotti" og "Suger Ray Schaufuss".

Peter Schaufuss debuterede i 1979 som instruktør og koreograf med en spændende nyopsætning af August Bournonvilles "Sylfiden" på London Festival Ballet. Siden har han bl.a. sat "Sylfiden" op i Marseilles, Stuttgart, Berlin, Firenze, Wien, Zürich, Rom, Wiesbaden og København.

I 1981 blev Peter Schaufuss' nytolkning af Bournonvilles opsætning af Napoli på National Ballet of Canada den mest opsigtsvækkende triumf i mange år.

Peter Schaufuss fik i 1984 en stor udfordring, da han blev chef for det nedslidte London Festival Ballet. Han gav kompagniet nyt navn - English National Ballet - og under det navn oplevede balletten en bemærkelsesværdig renæssance.

I 1990 blev Peter Schaufuss balletmester i det prestigefylde Deustche Oper i Berlin i den netop genforenede by. Han valgte den offensive strategi og fik hurtigt operahusets unge balletkompagni i gang med Giselle, samtidig knyttede han flere unge, dygtige koreografer til kompagniet.

I 1994 tiltrådte Peter Schaufuss som balletmester for Det Kongelige Teater i København, hvor han foruden Sylfiden også opsatte Giselle og Etudes.
Kemien mellem Peter Schaufuss og Det Kongelige Teater passede dog ikke, og i 1995 skiltes deres veje. Peter Schaufuss satte imidlertid Hamlet op som et led i Københavns rolle som Kulturby i 1996. Hamlet blev opført udendørs ved Kronborg og senere på Det kongelige Teaters gamle scene.

Peter Schaufuss startede i 1995 et samarbejde med Holstebro Kommune og Ringkøbing Amt. Det blev til Peter Schaufuss Balletten med start d. 1. juli 1997, og siden er det gået stærkt med to nye opsætninger hvert år.

Peter Schaufuss har medvirket i et utal af tv-programmer og har haft sin egen tv-serie for BBC i England. Han har modtaget adskillige internationale priser, blev i 1988 ridder af Dannebrog, og i 1995 modtog han den belgiske Ordre de la Couronne.
Copyright © 2014 Peter Schaufuss Balletten ApS Denmark